“Hvis indvandring havde været et valg, ville nogle lande have fravalgt det, skriver han (Christopher Caldwell: Reflections on the Revolution in Europe - Immigration, Islam, and the West. 363 sider. 169 kroner i Atheneum. Allen Lane.). De europæiske befolkninger vil nemlig ikke have indvandring, og det har de aldrig villet. Og de har altid været i flertal og er det stadig. Kun 19 procent europæere mener i dag, at immigrationen har været godt for deres samfund. 57 procent mener, at der er for mange. I Frankrig er tallet 73, i Storbritannien 69.

“Caldwell skriver, at antallet af indvandrere i Tyskland steg fra 3 millioner til 7 en halv million mellem 1971 og 2000. Men indvandrere, der var i arbejde, forblev 2 millioner i den periode. Europa løste midlertidige økonomiske problemer gennem en permanent og bekostelig demografisk forandring.”

“Tyskerne inviterede i 1955 især tyrkiske gæstearbejdere til landet for at arbejde i storindustrien. Gastarbeitern hed de som bekendt, de mænd, der boede i barakker og arbejdede i minerne og stålvalseværkerne, til de var segnefærdige.
Det var altid en uerklæret aftale, som tyskerne tog for givet, at de ville rejse tilbage til Tyrkiet igen. Det gjorde tre fjerdedel af de 18.5 millioner af gæstearbejdere, der kom til Tyskland mellem 1960 og 1973, også. Men tyske virksomheder pressede regeringen til at forlænge kontrakten på de sidste og tillade, at deres familier komme hertil. Det skulle vise sig at blive for stedse.
Også i Danmark begyndte gæstearbejdere fra Jugoslavien, Tyrkiet, Marokko og Pakistan at ankomme - selv om regeringen officielt lukkede for indvandring i 1973.”

Kilde: Weekendavisen, d. 20. maj 2009 “Islam: Et øjebliks uopmærksomhed”