Chef for Danmarks Statistik, Jan Plovsing, udgav 19/12 2008 kronikken “Store forskelle i integration”. Her kan man bl.a. læse:

“Der er lidt over 340.000 indvandrere og efterkommere fra de ikke-vestlige lande i Danmark, hvilket udgør 6,2 pct. af befolkningen. Indvandrere og efterkommere fra de vestlige lande udgør 2,9 pct. af befolkningen.

Det er helt afgørende for indvandrernes og efterkommernes integration i samfundet, at de er i beskæftigelse. Derved bidrager de også til at finansiere velfærdsstaten og andre offentlige udgifter.

Personer med dansk oprindelse i alderen 16-64 år har en beskæftigelsesfrekvens på 79, dvs. at 79 pct. af aldersgruppen er i beskæftigelse.

Indvandrere fra en række lande har derimod meget lave beskæftigelsesfrekvenser. De laveste niveauer findes blandt indvandrere fra Somalia, Libanon og Irak, hvor kun 35-37 pct. er i beskæftigelse. Indvandrere fra Libanon er helt overvejende statsløse palæstinensere.

I modsætning hertil har indvandrere fra lande i Syd- og Østasien ganske høje beskæftigelsesfrekvenser. Mellem 62 og 67 pct. af indvandrerne fra Sri Lanka, Thailand, Vietnam og Kina er i beskæftigelse.

Kvindelige indvandrere fra en række ikke-vestlige lande er sjældent i beskæftigelse. Kun 21-24 pct. af kvinderne fra Somalia, Libanon og Irak er i beskæftigelse. Fra Afghanistan, Pakistan og Marokko er det 33-39 pct. Her er der virkelig en stor udfordring for integrationen.

I modsætning hertil har kvindelige indvandrere fra Sri Lanka, Thailand, Vietnam og Kina beskæftigelsesfrekvenser på 59-67 pct. Det er samme niveau som kvindelige indvandrere fra Sverige, Norge, Polen og Tyskland. Kvinder med dansk oprindelse har en lidt højere beskæftigelsesfrekvens på 76.

Jo længere tid indvandrerne har opholdt sig her i landet, jo højere beskæftigelsesfrekvens. Det gælder for indvandrere fra de fleste lande og viser, at integration normalt tager tid.

Desværre ses denne udvikling kun svagt, når det gælder indvandrere fra Somalia, Libanon og Irak. Selv med en opholdstid i Danmark på 10-15 år er kun 29-37 pct. i beskæftigelse.

Med den samme opholdstid er det 67-79 pct. af indvandrere fra Filippinerne, Kina, Thailand og Sri Lanka, som har arbejde. Det er i øvrigt samme niveau som indvandrere fra vestlige lande.

En stor del af dine og mine fremtidsudsigter blev afgjort i ungdommen. Vi har derfor også set på, om de unge er i beskæftigelse eller under uddannelse. Her er det stærkt bekymrende, at en stor del af de 20-29-årige indvandrere hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse.

For unge kvinder med dansk oprindelse drejer det sig om 11 pct. Ser vi på unge kvindelige indvandrere fra Somalia, Irak, Libanon og Pakistan, er det 57-60 pct. Over halvdelen af de unge kvindelige indvandrere fra disse lande er altså hverken under uddannelse eller i beskæftigelse.”