Karen Blixen (forfatter, “Breve fra et land i krig”, 1948): “Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredie Rige? Af de  foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der  kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og  verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det  samme, som Det Tredie Rige udtrykker  i sin håndoprækning: Din i  liv og død. Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettro står over alle vantro, een rettroende sjæl  er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen  klasseudslettende som Det Tredie Rige, den ene muhamedaner er, om   han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et  vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem - 10 % af  din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler.

I sine ritualer har Islam lighed med Det Tredie Rige: De rettroende  får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i “Min  kamp” ligner kapitler i koranen.”

Ludvig Holberg: “ Man er gierne lettroende i de Ting, som fortælles om eens Fiender. … … Man kand derfore sige, at alle deslige Historier ere ikke andet end raa Fabler, opdigtede af nidkiere Christne for at giøre Mahomed desmeere sort, og tiene ikke til andet, end at giøre dem selv foragtede blant Mahomedanske Skribentere; thi man har ikke nødigt at bruge saadanne Midler til at vise Mahomeds Bedragerie og falske Lærdom, hvilken ved dens Urimelighed igiendriver sig selv.” (1739)

Henrik Nordbrant (f. 1945, forfatter og vinder af bl.a. Det Danske Akademis Store Pris og Nordisk Råds Litteraturpris): “Det er muligvis ikke god tone at sammenligne en af de store verdensreligioner med nazismen, men ligheden mellem de to fænomener er for iøjnefaldende til, at man kan forsvare at ignorere den i den gode tones, eller for den sags skyld tolerancens navn. Deres metoder til at vinde magt, og de psykologiske mekanismer, der er deres drivkraft, er uhyggeligt identiske.
Set i lyset af den kendsgerning, at muslimer i vesten behandles racistisk, kan en kritik af islam, der af racisterne ofte bruges som påskud for deres racisme, synes malplaceret. Men når en samvittighedsfuld overholdelse af tolerancens uskrevne, men hårfine regler fører til tavshed eller fortielse, er det tolerancen selv, der er malplaceret. Nogle af mine bedste venner er muslimer, og jeg tager skarpt afstand fra fremmedhadet i Danmark (og alle andre steder). Men det betyder ikke, at jeg kan acceptere islam. Jeg betragter den som en historisk ulykke.” (Jyllands-Posten 21 april 1998, Kunst og kultur side 5)

Marco Polo (verdensomrejsende): ”Den militante muslim er personen, der skærer hovedet af den vantro, mens den moderate muslim holder offerets fødder.”

John Quincy Adams (d. 6. amerikanske præsident): “Loven deres profet Muhammed har givet muslimerne, er at nogen form for skade påført nogen, der ikke accepterer deres lov og anerkendelse af hans goder, er overhovedet ingen synd.”

Bertrand Russel (professor og verdensberømt filosof, selverklæret venstreorienteret, atomkraft-modstander og USA-modstander): ”Essensen af Muhammed´s doktrin var vold og begær: at løfte det brutale over den spirituelle del af den menneskelige natur.”

Alexis De Tocqueville (fransk tænker og historiker, betydningsfuld forfader til videnskaben om sociologi): ”Over en milliard mennesker tror på Allah, uden virkeligt at vide hvad Allah angiveligt står for, eller hvad han kræver af dem. Og den minoritet der forstår, fortsætter med at være muslimer, da de har redefineret deres moral og etik til at passe Islam´s lære, som til overflod mangler moral. De redefinerer derfor hvad der er godt og ondt, for at tilpasse deres liv til det der prædikes af Islam, i stedet for at undersøge Islam for at se om den passer ind i det gode liv. Bagvendt tænkning af en bagvendt religion.”

Winston Churchill (britisk præmierminister under 2. Verdenskrig): ”Hvor skrækkelig er de forbandelser muhammedanismen pålægger sine tilhængere! Ud over det fanatiske raseri der i et menneske er lige så farligt som hundegalskab i en hund, findes der den fatalistiske apati. Effekten er synlig i mange lande, sløve skikke, sjuskede landbrugssystemer, træge handelsmetoder, og usikkerhed omkring ejendomsret findes hvor end tilhængerne af Profeten regerer, og lever. En degraderet sensualisme der fratager livet ynde og rafinnement, foruden værdighed og hellighed. Det faktum at i muhammedansk lov tilhører enhver kvinde én eller anden mand som dennes absolutte ejendom, enten som barn, kone eller konkubine, må udsætte den endelige udryddelse af slaveriet, indtil troen på Islam er ophørt at være en stor magt blandt mennesker.

Individuelle muslimer kan vise fortræffelige kvaliteter, men religionens indflydelse paralyserer den sociale udvikling, for de der følger den. Ingen større reaktionær kraft eksisterer i verden.

Langt fra værende uddøende er muhammedismen en militant og konverterende tro. Den har allerede spredt sig gennem Centralafrika, udviklende frygtløse krigere ved hvert et skridt; og var det ikke fordi kristendommen fandt ly i videnskabens stærke arme, videnskaben imod hvilken den havde kæmpet forgæves, kunne Europa´s moderne civilisation falde, som civilisationen i antikkens Rom faldt.”

Earnest Renan (fransk tænker): ”Jeg har i høj grad studeret Koranen. Jeg afsluttede dette studie med overbevisningen om, at i stort omfang har der ikke eksisteret religioner i verden så dødelige for mennesket som Muhammed´s religion.”

Will Durant (amerikansk historiker, vinder af Pulitzer-prisen og Presidential Medal of Freedom): ”Muslimerne er Islam´s første ofre. Mange gange har jeg på mine rejser observeret, at fanatisme kommer fra et lille antal farlige mænd, der med terror fastholder andre i praktikken af denne religion. At befri muslimen fra hans religion er den største tjeneste, man kan gøre ham.”

Konreraad Elst (belgisk historiker): ”Den muslimske erobring af Indien er sandsynligvis den blodigste i historien. Det er en forstemmende historie, for dens evidente moral er, at civilisation er et dyrbart gode, hvis delikate ordenskompleks og frihed, kultur og fred, når som helst kan omstyrtes af invaderende barbarere udefra, eller mangfoldiggørelse indefra.”

Pave Benedict: ”Den muslimske erobring i 1600-tallet var for hinduerne en ren kamp om liv eller død. Hele byer blev brændt ned, og befolkninger maskrerede, med hundredtusindvis af dræbte ved hver kampagne, og et tilsvarende antal deporterede som slaver. Hver ny invaderende lavede bogstaveligt talt sit eget bjerg af hindukranier. Som bidrag til undersøgelsen af kvantiteten af islamiske kriminelle handlinger mod menneskeheden, kan vi nævne, at Indien´s befolkning svandt ind med 80 millioner mellem år 1000 og år 1525.”